tirsdag den 8. juli 2008

Bryllupsdag med blandede følelser

I går holdt vi vores første bryllupsdag - altså papirbryllup :-) Min mand havde købt morgenboller og det var sødt af ham.

Grunden til at jeg skriver "Bryllupsdag med blandede følelser" er, at min elskede mor sov ind natten til fredag. Heldigvis var jeg ved siden af hende og holdt hende i hånden. Sidste år d. 6. juli (dagen før vores bryllup) var vi på sygehuset, hvor hun fik konstateret lungecancer (mor, som aldrig har røget - hvor uretfærdigt). Det spredte sig så til metastaser i hjernen og kræft i rygsøjlen. Mor var en stærk kvinde, som tog hele forløbet med oprejst pande, men de sidste 2-3 uger gik det stærkt ned ad bakke.

Så nu er jeg, i en alder af 35 år, blevet forældreløs. Som mange af jer ved, døde min far for 1½ år siden af kræft i leveren og bugspytkirtlen. Det er godt nok en mærkelig tanke - aldrig at skulle se sine forældre igen.

Men så er det godt, at jeg har en dejlig mand og 2 dejlige børn.

Og for at vende tilbage til vores bryllupsdag i går, så fik vi lækker mad om aftenen og dertil en flaske champagne vi havde fået i bryllupsgave og til dessert fik vi resten af vores bryllupskage. Puha da, er der nok nogle der tænker... men den smagte nøjagtig ligeså godt, som den gjorde til brylluppet. Kunne den andet, når jeg selv havde lavet den sammen med mor og fyldet bestod af After Eight creme og Jordbærcreme? Nam nam, men nu ER der altså ikke mere ;-)